Vi sidder i en dejlig have lidt udenfor Klemensker. I dag er græsset grønt og fuglene synger, men for Else Rønne har de sidste ni år ikke været lutter idyl. En lille skovflåt bed sig godt fast i hende, og det bid er den indirekte årsag til, at Else og en veninde på søndag holder fernisering på en kunstudstilling i Vang.
“Altså, livet har slået en kolbøtte for mig. Jeg arbejdede som dagplejer, og har arbejdet som støttepædagog, men måtte opgive arbejdet fordi jeg fik en borreliainfektion,” fortæller Else Rønne, og fortsætter: “Jeg blev ved med at kæmpe og holde fast i arbejdet et par år bagefter. Først fuldtids, så deltids, og jeg sov på sofaen al min fritid bagefter. Og jeg har tænkt, at jeg må da kunne hænge sammen. Jeg må da kunne få det her arbejde til at fungere. Men det kunne jeg bare ikke. Jeg måtte opgive.”
I fire år kæmpede Else Rønne en forgæves kamp for at holde sig inde på arbejdsmarkedet, og det var med blandede følelser, hun endelig måtte lade sig førtidspensionere. Selvom hun ikke er i tvivl om at det var den rigtige beslutning, der blev truffet den gang har det alligevel ikke været nemt for hende at acceptere at hun ikke længere kunne være dagplejer. “Lige pludselig er man bare ingenting. Identiteten er væk, og jeg kan ikke gemme mig bag en titel mere. Hvad er jeg så?” Else slår ud med armene og kigger på mig, inden hun fortsætter: “Jeg blev pillet af den pind som var min identitet, så jeg havde det svært nogle år. For hvor skulle jeg putte mig selv hen? Hvem var jeg, og hvad kunne jeg? Jeg kunne i hvert fald ikke det, som jeg troede, jeg skulle blive ved at arbejde med.”
Else Rønne smiler lidt, inden hun fortsætter: “Man siger tit, at når Gud lukker en dør, så åbner han et vindue andre steder – så er der andre muligheder. Det er svært at sige, at Gud havde nogle andre planer. Jeg ved ikke om man kan sige det sådan, men et eller andet sted har han båret mig, så jeg har været så heldig, at jeg har undgået en depression i det her, og det er jeg enorm taknemlig for. En depression havde ligget lige for. Det tror jeg.
Maling i blodet
For Else bestod “Guds åbne vindue” i lysten til at male, en lyst hun ikke har fra fremmede. Både hendes far og bedstefar har malet før hende, og i atellieret gemmer hun de gamle farver, hun nu har arvet. Nogle af de gamle zinktuber har oplevet 2. verdenskrig. Hætterne har med årene sat sig fast, men når tuberne varmes over et stearinlys, kan hætterne skrues af, og malingen virker stadig perfekt.
“Når jeg sidder der og maler med min bedstefars gamle farver, og nogle farver man ikke kan købe i dag, så føler jeg også: Wauv. Nu har jeg fået mulighed for at føre noget af det videre, der også har ligget der. Jeg har godt vidst, at jeg en eller anden dag skulle male, men jeg havde jo først troet, at det var, når jeg blev gammel. Men nu fik jeg tid, og jeg oplevede, at når jeg malede gav det mig en masse værdi, og en masse livsglæde.
Udstilling
Else tror ikke, at hobbyen bliver en mulig levevej, men hun er spændt på, hvor den fører hende hen. Når hun sidder under det gamle æbletræ i haven og maler, oplever hun det som at træde ind i et helt nyt univers, hvor hun kan glemme den hovedpine, som hun ellers har døjet rigtigt meget med. Hun fortæller: “Så sætter jeg mig ind i universet og det giver mig livsglæde og det kan også fylde mig med uro og ærefrygt, fordi jeg også kan tænke: Hvem er jeg, at jeg tør det her?”
“Hvor kunsten fører mig hen på lidt længere sigt, det må vi jo se. Et eller andet sted kan man jo sige, at ovenpå hele mit sygdomsforløb, så er jeg måske heldig stillet nu. Jeg har pludselig fået en masse tid foræret, som jeg ikke havde før. Den kan jeg så tillade mig at bruge på at male. Hele den proces jeg er inde i lige nu, behøver jo ikke føre et bestemt sted hen. Hvis det giver mig en masse livsindhold og måske samtidig giver mine omgivelser noget godt, så synes jeg jo et eller andet sted, at så har jeg gevinst ud af det.”
Fra søndag den 22. august og seks dage frem udstiller Else Rønne sammen med veninden, Annette Holm, på Galleri Vang. Det er noget helt nyt for dem at udstille, og processen op til udstillingen har i sig selv været meget udviklende. De to veninder har løbende besøgt galleriet sommeren igennem, for at se hvordan andre har grebet sådan en opgave an, ligesom de også har besøgt andre udstillinger.
Else fortæller, at der ikke er et egentligt tema for udstillingen, og der vil også blive præsenteret forskellige former for kunst. Mens Else selv arbejder med oliemalerier, er det nemlig helt andre områder Annette Holm bevæger sig indenfor. “Annettes ting er filt og opsætninger af drivtømmer, og det er jo en anden genre, men vi synes det supplerer hinanden og det er godt, at der er mere en én ting at se på. Så kan vi måske nå flere mennesker.”
Gud
Også troen på Gud har i hele sygdomsforløbet spillet en væsentligt rolle for Else. “Min tro betyder meget for mig. Det gør den. Jeg ved heller ikke helt, hvor jeg havde været, hvis ikke jeg følte, at Gud havde været med mig i det her. Jeg tror ikke, han har smidt mig ud i det, men han har været med, og det synes jeg har været en stor styrke at opleve. Uanset hvordan jeg havde det eller hvor dårligt jeg havde det, så var jeg ikke alene. Så var han ved siden af mig. Det har også styrket mig, at jeg vidste, at der var en der gik ved siden af mig.
Her må jeg afbryde hende. For hvis det ikke er Gud hvem er det så der har smidt hende ud i alt det her? “Det var et meget godt spørgsmål,” svarer hun grinende, og fortsætter: “Udefrakommende hændelser. En lille flåt. Det er et stygt dyr!”
Selvom den kristne tro altså er vigtigt for Else, er det ikke Gud, der lige nu fylder mest i hendes kunst. “Altså, han er der en smule. Jeg ville rigtigt gerne have, at han skulle have mere plads i min kunst, og der er nogle billeder, hvor du godt kan tolke, at Gud betyder noget for mig, og andre kan du ikke tolke det i. Jeg ville egentligt gerne have, at han skulle have mere plads i min kunst, men det er, hvor jeg ligesom bevæger mig hen. Ligenu føler jeg, at det er form og farver, jeg skal udfordre, og det er en fase, jeg skal gennem for at lære noget andet. Og der er jeg egentligt åben for, hvor jeg føler, jeg skal arbejde. Og så gør jeg det. Men jeg bruger også kollager i mine billeder. Og det er nogle gamle gotiske skrifter hvor Rosenius fortæller om Paulus’s brev til romerne. Så et eller andet sted har jeg jo puttet en underforstået tekst ind i nogle af mine billeder.
Inspiration
Else går til billedkunst hos Kenneth Geneser fra Arnagergaard, og får her en masse faglig inspiration. Men ellers henter hun inspirationen der, hvor hun færdes. Ikke mindst i hendes dejlige landlige have. Lige nu studerer hun mest form og farver, og det præger de fleste af de billeder, der skal med på udstillingen. “Jeg synes Gud giver en masse farver i naturen, og jeg har lyst til at bruge farver, fordi farver gør mig glad. Så jeg bruger farver og udfordre form,” fortæller Else, og fortsætter ivrigt: “Jeg maler meget i felter i øjeblikket. Jeg udfordrer felterne, og arbejder med hvordan formen kan være. Måske også fordi jeg selv har brug for at dele tingene op i kasser, for at vide hvor jeg har dem henne. Så det er ligesom det, jeg er optaget af.”
Selvom Else en gang imellem kan blive nervøs når hun sidder overfor et nyt hvidt lærred og skal til at påbegynde et nyt værk, har hun endnu aldrig haft lyst til at smide det hele ud af vinduet. “Min far spørger nogle gange om jeg kan blive ved med at få inspirationen. Men jeg synes bare, at jeg bliver inspireret af alt hvad jeg ser. Det kan være haven, det kan være blomster i naturen eller farver i en klippe. “
Selvom Else henter sin inspiration i naturen maler hun ikke naturalistisk, men hun bliver inspireret af de farver og de ting hun ser omkring sig. “Et eller andet sted kører hjernen hele tide med inspiration med alt hvad jeg oplever. Og så nogle gange går jeg hjem og laver en skitse. Og andre gange kører den bare herinde”, fortsætter hun og peger på hovedet. Og hvis den kører rigtigt meget, så kan jeg finde på at stå tidligt op, for så skal jeg lige op og have slået nogle streger på et lærred. Bare så jeg ved, at det er det, jeg skal arbejde videre med. Når dét er gjort kan jeg godt lade det ligge, indtil jeg tager fat på det igen. Så jeg kan altså godt være nervøs for om jeg nu kan finde inspirationen igen, men indtil nu har jeg været heldig at have masser af inspiration. Der er masser af ting jeg gerne vil lave og gerne vil udfordre. Så jeg føler et eller andet sted, at jeg står foran noget, og jeg ved ikke hvor det bevæger mig hen. Jeg er ydmyg overfor det, men jeg er også villig til at gå med, for det er spændende. Det giver mig noget godt. Foreløbigt fører det til Vang, og det glæder vi os rigtigt meget til. Vi håber, der kommer mange turister også. Det bliver sjovt, at få det vist. Det er dét der bliver spændende. Det kan også nemt ske, at der kommer nogle og tænker, at dét der bryder jeg mig altså ikke om, og det er også i orden. Men jeg maler dét, jeg kan lide. Og det er det, jeg har lyst til at vise. Jeg tør godt stå ved det, jeg laver, selvom det ikke er sikkert, at alle kan lide det. Jeg kan jo heller ikke lide alt. Det er okay. Folk må gerne have lov til at komme og være kritiske. Vi glæder os til at vise det frem … Men vi er da også lid spændt, slutter Else Rønne. Hun mangler endnu at gøre et par billeder helt færdige, men lover at malingen er tør i god tid før udstillingen.