En høne, en fattig tiggerpige samt en oprører bevæbnet med en stor hammer var blandt ingredienserne, da op mod 50 ledere fra kristne børne- og juniorklubber lørdag var på lederkursus i Aakirkeby.
Kursusdeltagerne befandt sig nemlig pludseligt som deltagere i et totalteater. Det var inspireret af, at kurset blev holdt på 498 årsdagen for Martin Luthers oprør mod kirkens elite. Dengang holdt kirken befolkningen fast i angst og frygt, ligesom tilgivelse, var noget der kunne købes på markedspladsen.
I protest slog Martin Luther den 31. oktober 1517 sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg. Det blev startskuddet til den reformation, der væltede ind over Danmark 19 år senere.
Det var sognepræst Per Munch fra Nyker der optrådte som Luther, og han mener, at Luther har lige så meget at sige til børn i 2015, som han havde for 500 år siden »Og det er at mennesket, inklusive børnene, frelses af nåde. Vel at mærke nåde alene« fortæller Per Munch og henviser til at på Luthers tid prædikede kirken, at mennesker skulle præstere en hel del for at blive frelst. Det kunne være at bede fadervor på trappen, besøge Peterskirken eller købe et afladsbrev.»Her var det, at Luther blev ved med at sige “Frygt ikke”, og at det også var et tema, der skal formidles til børnene. De skal ikke gå og være bange. Vi skal frygte og elske Gud, men vi skal ikke være bange for ham«, slår Per Munch fast.
I løbet af dagen kunne lederne vælge sig ind på mange forskellige kurser. Der var mulighed for at lære mere om at være leder for socialt belastede børn, og om 37 forskellige familieformer, som man møder i Danmark i dag.
I det kreative hjørne kunne lederne stifte bekendtskab med nogle nye børnesange, som blev præsenteret af Simon Bartoldy, der er nyansat børnemusikkonsulent i Luthersk Mission. Viola Mellemstrand, fra Den lille Viol i Hasle kiggede også forbi og fremviste en helt serie af forslag til små og store kreative projekter, som på en gang er umådelig flotte, men samtidig så absolut indenfor hvad børn formår at arbejde med. Ja selv lederne burde kunne finde ud af det, som én konstaterede med et smil.
Kurset var arrangeret af børneafdelingerne i de tre missionsforeninger, Indre Mission, Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Mission. Et af de vigtige formål med det tværmissionske lederkursus er at give lederne mulighed for at udveksle erfaringer på tværs af de organisatoriske skel. Derfor var der lagt nogle gode lange pauser ind i programmet, så der var tid til samtale. Mange valgte også at bruge pauserne i ressourcesalen, hvor lokale klubber fremviste nogle af de ideer, de selv har arbejdet med i den senere tid, ligesom man kunne købe bøger og musik.
I dagens anledning var der også kreeret en lagkage med Luther som tema. Alt var således Luther lagkage, og det er nogle glade – og mætte – ledere, der er klar til at servere nye ideer for deltagerne i de mange børne- og juniorklubber rundt om på Bornholm.