Ganske vist har Gudhjem IM holdt julefest hvert år i december så længe nogen kan mindes. Men det var alligevel en overraskelse, da det gik op for de gode missionsfolk i byen, at 2015 blev året, hvor deres julefest kom på museum.
Det skete i forbindelse med Gudhjems byjulekalender. Rundt om i byen er 24 døre og vinduer blændet af og forsynet med et kalendernummer, og hver aften mødes borgerne for at åbne en ny låge. Da Gudhjem Museum åbnede deres låge, blev alle inviteret ind til sanglege og beretningen om børnejulefesten i missionshuset Sikem i årene omkring 1950.
Det var Marna Tranberg, der stod bag særudstillingen på Gudhjem Museum. I sin barndom var hun en trofast deltager i julefesten. »Det var glæde, og vi havde det så dejligt. Vi glædede os fra år til år, det var noget man så frem til,« fortæller Marna Tranberg, der stadig husker mange detaljer fra julefesten: Den gloende røde ovn, de små slikkurve, som kvindekredsen havde limet sammen, og ikke mindst rygterne om rotter, der kunne bide en i numsen, når man brugte lokummet.
»Julefesten er noget, der ikke må gå i glemmebogen, fordi det har enorm betydning, at børn er vant til at komme i missionshuset og er vant til at høre Guds ord. Jeg synes, det er vigtigt, at det også er en del af Gudhjems historie. Da jeg så foreslog Arkivrådet at bruge det i julekalenderen, sagde de straks: Ja det gør vi.«
Mellem 80 og 100 borgere mødte op, da Gudhjem Museum afslørede deres bidrag til julekalenderen, og efter Marna Tranbergs fortælling, boltrede de sig omkring juletræet med Per Syvspring og andre gode gamle klassiske børnelege fra julefesten. Og i Gudhjem IM overvejer man nu selv at deltage aktivt i næste års julekalender, så missionshuset også bliver udstyret med en kalenderlåge, og man på den måde både kan synliggøre arbejdet, og samtidigt tage aktivt del i det liv der foregår i lokalsamfundet.
Herunder kan du se og høre Marna Tranberg fortælle sine erindringer om de julefester i missionshuset, som kom til at sætte varige spor i en lille pige.