Miraklet i Aakirkeby

Det var en dag som alle andre da Esther Pedersen fra Aakirkeby, der dengang var 87 år, gik ud af døren. Hun skulle ikke langt. Bare lige ud med skraldespanden. Nu bagefter ved hun ikke helt præcist, hvad der skete, men pludselig faldt Esther omkuld. En skærende smerte forplantede sig i hendes højre arm, da hun ramte jorden. Hun forsøgte at rejse sig, men kunne ikke. Højre arm var ubrugelig, og Esther havde ikke kræfter til at hive sig op fra jorden uden at kunne bruge armen. Der var intet andet at gøre end at blive liggende og håbe og bede til, at hun snart blev fundet.

Imens gik Esthers barnebarn, Lene Kirkegaard, hjemme et andet sted i byen. Hun mærkede en uro, og fik pludselig lyst til at tage hen og besøge mormor. Lene fulgte heldigvis sin indskydelse. Esther blev fundet, og med besvær lykkedes det for Lene at hjælpe mormor op, og få hende af sted på skadestuen.

Det var ikke gode nyheder personalet kom med, da der senere på dagen kom svar på røntgenbillederne. Højre arm var skadet, og Esther skulle opereres med det samme da armen ellers ville være ubrugelig, ligesom smerterne ville blive uudholdelige.

»Men der var en indre stemme, der sagde nej, og at jeg skulle tage hjem,« fortæller Esther. Hun takkede derfor nej til operationen og tog tilbage til Aakirkeby. »Jeg kom hjem og tænkte mange gange: Hvad har du dog gjort. Jeg havde jo ikke nogen til at hjælpe mig, og jeg skulle jo i seng. Det gjorde så ondt, og jeg kunne næsten ikke få tøjet af. Da jeg lagde mig i sengen holdt jeg armen med den anden hånd, og så lagde jeg pænt armen ved siden af mig.«

Imens var Esthers oldebørn, Mads og Emilia Kirkegård, også på vej i seng. Vanen tro sluttede familien dagen af med bøn. Og Mads spurgte: Skal vi ikke bede for oldemor? Det, synes de andre, var en god ide, og sammen bad familien om, at Gud ville hjælpe oldemor og hendes dårlige arm.

»Forsigtigt lagde jeg armen på madrassen,« fortæller Esther. »Og den gjorde ikke ondt. Jamen er det ikke mærkeligt? Det er helt givet, at der er en, der har hjulpet mig der. Så sikker er jeg i min sag. Det er så stort. Det er det altså. For mig er det meget stort.« Siden har Esther kun i perioder oplevet lidt ømhed i albuen, og allerede den følgende dag kunne hun bruge armen igen. Nu 1½ år senere bruger Esther fortsat armen frit.

Esther beder også selv for et familiemedlem, og hun glæder sig over at følge de fremskridt, der er sket, siden hun begyndte at bede for denne person. »Bønnen virker. Jeg har mærket det så mange gange! Jeg var 14 år, da Gud kaldte på mig, og 16 år da jeg tog stilling til Gud. Så har der været perioder frem og tilbage, men jeg har aldrig tvivlet. Jeg har hørt, at andre kan tvivle. Det kan jeg ikke sige, at jeg har. Nej, jeg har set, hvor meget Gud har hjulpet gennem alt!«