I år fylder Indre Mission 150 år. Det fejres lørdag den 10. september med åbent hus i alle Indre Missions huse på Bornholm. Men hvad er Indre Mission? Det spørgsmål tager Carsten Fonsdal Mikkelsen op til overvejelse, når han her fortæller, hvordan han ser foreningen indefra.
Først og fremmest ser jeg Indre Mission som en frihedsbevægelse. På to måder. Rent historisk er Indre Mission en naturlig fortsættelse af den frihedsbevægelse, der i 1849 førte til grundlovens indførsel. I den første del af 1800-tallet, var flere blevet fængslet for at arrangere åndelige møder uden præsten havde givet lov. Men med grundloven fik danskerne religionsfrihed samt ret til frit at samles, og de rettigheder tog man til sig. Også på Bornholm, hvor man ad 3 omgange i 1850’erne havde besøg af missionær Jens Larsen. Han var udsendt af en forening, der blev den direkte forløber for Indre Mission. Af historiebøgerne fremgår det, at Jens Larsen ved nogle af de i alt 64 møder han holdte på øen, samlede op mod 1.000 bornholmske deltagere.
Men det er ikke kun i et historisk perspektiv, jeg ser Indre Mission som en frihedsbevægelse. Det gælder i endnu højere grad på det åndelige område. Når krisen rammer, bliver mange pludseligt religiøse. Vi så det sidst efter den ufattelige tragedie i Norge, hvor mange i nødens stund søgte fred og frihed i kirken. Efter terrorangrebene den 11/9 2001 sås det endnu tydeligere. Indre Mission har i generationer fået lov at være et naturligt samlingssted for mennesker, som ønsker at få del i den fred og frihed hele året rundt. Det er vores påstand, at kun Jesus Kristus kan sætte et menneske virkelig fri til at leve! Og når det sker, at vi står overfor den mest sikre kendsgerning her i livet, nemlig dødens vished, er det ligeledes vores påstand, at kun Jesus Kristus kan sætte et menneske virkelig fri til at gå trygt ind i døden. At nogle vælger kun at søge friheden, i nogle få og særlige situationer i livet, kan set indefra virke som noget af en gåde.
Egentligt hedder vi “Kirkelig forening for den Indre Mission i Danmark”, men det er jo lidt langt at bruge i daglig tale. Så går det nemmere med “Indre Mission” eller bare IM. Faktisk er det også lidt misvisende at kalde os for en forening. Indre Mission har nemlig ikke ét eneste medlem. Derfor er der heller ingen der ved, hvor mange der er tilknyttet Indre Mission. Det vil også være svært at lave en sådan opgørelse, for hvordan skal man dog afgøre, hvem der er “ægte” indremissionsk, og hvem der er en del af en enorm kontaktflade?
Således også på Bornholm, hvor vi oplever en stor interesse for mange af vore tilbud til bornholmerne. Særligt børne-, junior- og teenarbejdet har en stor kontaktflade til mange bornholmske hjem, som sætter pris på den ånd og atmosfære, der følger af, at vi ser hver enkelt menneske, som uendelig værdifuld og skabt i Guds billede. Under overskriften: “Det største til de mindste” vil vi også i årene fremover kæmpe for, at opvoksende generationer får lov til opleve den ægte Gudgivne frihed til at leve.
Historien – Kort fortalt
Allerede i 1853 så den første forening med navnet Indre Mission, dagens lys. Men der var ikke intern enighed om kursen, og det førte til, at foreningen blev nedlagt på et møde i Stenlille i 1861. På samme møde stiftede man så den nuværende “Kirkelig forening for den Indre Mission i Danmark”. Med det nye navn markerede man et ønske om, at Indre Mission skulle være en forening, der arbejdede indenfor rammerne af folkekirken. En af de, der ved den lejlighed forlod missionsbevægelsen, var den tidligere omtalte missionær, Jens Larsen. Han havde søgt om ret til at blive ordineret som præst – uden at have nogen teologisk uddannelse, og lavede en underskriftsindsamling blandt sine støtter. Men selv om han havde været en populær taler på Bornholm, fik han kun 34 underskrifter som støtte til sin ansøgning her på øen. De 19 var fra Rønne-boere. Jens Larsen var på vej til at bryde med Folkekirken, men han havde ikke sine trofaste bornholmske støtter med sig i den sag. Missionsfolkene på Bornholm ville blive og kæmpe for den kirke, de var en del af. Den kamp foregik dengang, som nu, i tæt samarbejde med en række af øens præster.
I 1897 stiftede Rønne-præsten N.C. Hansen foreningen “Bornholms Missionsforening”. Denne forening var helt og fuldt på linje med Indre Mission, og virkede indirekte som Indre Missions forlængede arm på Bornholm, men i erkendelse af, at Bornholm havde sit eget til tider brogede og særprægede åndelige liv, skønnede N.C. Hansen, at det var nødvendigt med en selvstændig bornholmsk forening.
En anden af de præster, der har haft stor betydning for Indre Mission på Bornholm, var Julius Friis Hansen, der var præst i Olsker-Allinge fra 1889-1896. Han så hurtigt de positive muligheder i et nært samarbejde mellem Folkekirken og Indre Mission og med hensyn til søndagsskoler, bibellæsninger, missionshusbyggeri og sjælesorg arbejdede han på Indre Missions linje. I hans tid som præst gik Allinge kirke fra at være et kapel til Ols Kirke til en udbygning, som vi kender kirken i dag. Kirken blev udvidet til at have 600 siddepladser – og der var brug for dem alle. Måske var der flere, der satte pris på friheden dengang?
Frihedskampen er efter 150 år stadig kun lige begyndt. Der skal fortsat kæmpes for, at mange flere får lov til at opleve personlig fred og frihed året rundt. I de senere år har vi også oplevet, at religionsfriheden igen er kommet under pres i Danmark, så dér venter der også en stor og vigtig kamp i de kommende år.
I 2011 består Indre Mission på Bornholm af 8 lokalafdelinger i hhv. Tejn, Gudhjem, Nyker, Snogebæk, Østermarie, Klemensker, Aakirkeby og Rønne. Der er 3 ungdomsafdelinger, mens der via Danmarks Folkekirkelige Søndagsskoler er tilknyttet 10 børne- og juniorklubber. Indre Mission er desuden i samarbejde med de øvrige missionsforeninger på øen med i baglandet bag øens to kristne friskoler, ligesom man driver lejrcentret Bethesda på Dueodde.