Bornholmere red på kameler i Negev-ørkenen

Kilde: Indre Missions Tidende

50 bornholmere har været på en rejse til Israel med missionærparret Tove og Jørgen Bloch fra Randers som rejseledere.

Jørgen Bloch, der tidligere har været missionær på Bornholm, fortæller, at flere bornholmere uafhængigt af hinanden havde opfordret Tove og ham til at lave en tur til Israel for bornholmere.

“Det var svært at sidde opfordringen overhørig,” siger Jørgen Bloch. “Hvis vi blev 25 deltagere, ville vi blive rigtig glade. Og så endte vi med at tage af sted med 50 deltagere!”

Felix Rejser var teknisk arrangør på rejsen, hvor deltagerne så mange af Israels store seværdigheder i Jerusalem og Galilæa. Men turen bød også på mere usædvanlige oplevelser. Jørgen Bloch fortæller, at de 50 bornholmere, som var i alderen fra ca. 40 til 80 år, blandt andet oplevede Negev-ørkenen set fra en kamelryg.

“Alle 50 deltagere hoppede op på kamelerne! Det havde jeg ikke turdet håbe på,” fortæller rejselederen, der er meget tilfreds med forløbet af Israelsturen.


Udgivet

i

,

af

Tags: