En ganske særlig ø

Hvorfor mon missionærer, som har arbejdet på Bornholm, normalt ser tiden der som noget særligt? Det er der flere bud på

Tekst & foto: Jørgen Hedager Nielsen (Kilde: Indre Missions Tidende 2009 nr 33)

Interview

Når Jens Mortensen, Villy Sørensen og Jørgen Bloch er enige om, at Bornholm er noget særligt, så ved de, hvad de taler om. De har det til fælles, at de hver har haft en periode på seks år som missionær på Bornholm. Jørgen Bloch er der endnu.

Da de tre var sammen på bibelcampingen på Bornholm i år, var det nærliggende at få en snak om det særlige ved at være på øen langt væk fra det øvrige Danmark.

Ikke mere provinsiel

“Det er nu nok kun mig, der ved, hvordan Bornholm er i dag. Det er jo 30-40 år siden, I var her,” begynder Jørgen drillende.

“Men det er en ø uden nær forbindelse til fastlandet, og det gør stedet til noget helt specielt,” svarer Jens.

“Og så er den anderledes end alle andre øer,” medgiver Jørgen. “Det gælder både naturen og det åndelige liv. Jeg var lidt nervøs for mine store armbevægelser, da jeg kom her. Men er der nogen, der tænker fremsynet og er åbne, så er det bornholmerne. Måske skyldes det, at mange har børn i København eller andre steder, som kommer hjem med nye impulser. Og så ved de, at de må være åbne for at overleve.”

“Der er sket meget på det område,” supplerer Villy. “Da vi var her, føltes Bornholm længere væk fra det øvrige Danmark.”

“Noget særligt ved Bornholm er også størrelsen,” nævner Jens. “Det var fantastisk at have et afgrænset område. Man kom til at kende folk. De levede med i vores familie. Og det gør de fortsat.”

“Den intime nærhed både socialt, menneskeligt og åndeligt har jeg ikke oplevet så stærkt andre steder,” siger Villy og tilføjer. “Jeg måtte hele tiden lave nye taler for ikke at gentage mig selv over for de samme mennesker.”

Afstand til familie

“Bornholm ligger så langt væk, at økonomien satte en grænse for at besøge familie og venner,” mindes Jens.

“For os var det vel højest fire gange årligt, vi kunne besøge nogen,” mener Villy.

“Det er ikke gratis at være her,” medgiver Jørgen. “Det koster i tid til familie og økonomisk, men det overgås langt af velsignelserne. Når vi besøger nogen, er det ikke kun til eftermiddagskaffe, men i flere dage. Og det samme, når de er her. Vi har lært hinanden at kende på en meget rig måde.”

Villy husker, at det var hårdt at rejse fra hans mor, som var enke, og fra svigerforældrene. “Men mor oplevede det sådan, at det var os, der var længst væk, hun havde bedst kontakt til. Det, der så ud til at være afsavn, blev til velsignelse.”

“Det er rigtigt, men vi mistede nu noget. Det var et savn ikke at kunne være med til alle familiefesterne. Men også de svære ting kan Gud vende til velsignelse,” siger Jens.

Jørgen fortæller lidt om, hvor vanskeligt det var at modtage kaldet til Bornholm. “Men Bornholm er vores hjem nu. Selv vores børn siger, at de skal hjem, når de skal til Bornholm.”

De skarpe skel

Så skifter samtalen spor til forholdet mellem de tre missionsforeninger Indre Mission (IM), Luthersk Mission (LM) og Evangelisk Luthersk Missionsforening (ELM), der alle fra gammel tid har stået stærkt på Bornholm.

“I min tid var de gamle skel mellem missionsforeningerne fuldstændig skarpe. Jeg blev ikke bedt om at tale i LM eller ELM,” mindes Jens. “I den situation blev Kristeligt Forbund for Studerende (KFS) noget fantastisk. De samledes i vores hjem og jeg fik mulighed for at holde bibeltimer for dem. Men da der skulle være KFS-lejr her på Bethesda, måtte jeg give pladsen som lejrchef til en LM’er.”

De glæder sig alle tre over, at der nu er et par fællesmøder mellem de unge på IM’s og ELM’s bibelcampinger, der afholdes med få kilometers afstand. LM holder ikke bibelcamping på Bornholm.

“Det er historisk, når ELM kommer til Bethesda for at have fælles lovsangsmøde med IM og modsat. Det udsyn havde jeg gerne oplevet, da vi var her,” siger Jens.

Jørgen bryder ind: “Når vi nu kan samarbejde, er det måske mere nøden, der tvinger. Jeg har været med til at sælge fem missionshuse. Ingen af missionsforeningerne er stærke længere, og så bliver det sværere at opretholde skarpe grænser.”

Jens har sammen med sin hustru Inge cyklet en del rundt på øen i deres ferie. “Det plager mig gevaldigt at køre forbi de huse, hvor der ikke mere er mission,” siger han. “Men der kan vel også være en velsignelse i at opleve den magtesløshed, der ligger i tiden nu? Måske slås vi mere for evangeliet end for vores forening.”

Så enkelt mener Villy ikke, det kan stilles op: “Tiden med skarpere skel var ofte en tid med velsignelse og vækst. Og måske var skellene mest noget organisatorisk. Da vi var her, begyndte IM med bibelcamping, og der kom folk fra alle missionsforeningerne, selv om de ikke var medarrangører.”

IM og folkekirken

“Da vi kom til Bornholm, oplevede jeg, at den almindelige folkekirkelige tænkning om IM var meget mere positiv end i det øvrige land,” siger Jens. “Måske fordi IM i modsætning til de andre missionsforeninger altid har været markant kirkelig. Jeg blev kontaktet af folk, som ønskede sjælesorg, selv om de ikke kom i et missionshus. På plejehjem og sygehus gik jeg ind helt på linje med præsterne.”

Sådan husker Villy det også, men det har ændret sig nu, mener Jørgen. Dog er det nok ikke kun missionæren, der har fået færre plejehjemsandagter.

“Jeg lægger også mærke til, at der er betydeligt flere missionspræster. Der var tre eller fire dengang. I dag er der vel ti,” vurderer Jens.

“Måske der flere ansøgninger til ledige stillinger nu, så missionspræsterne ender med et embede her, hvor der ikke er helt så mange,” foreslår Jørgen.

“… og der er menighedsråd, der er parate til at tage imod dem,” tilføjer Jens.

Arbejdspres

“Når jeg ser i mine gamle kalendere, kan jeg blive helt forskrækket. Jeg var oppe på 21 arrangementer på en uge. Jeg undrer mig over, hvordan det kunne lade sig gøre,” siger Jens.

Villy har en forklaring: “Det har vel noget med afstandene at gøre. Man er aldrig langt hjemme fra.”

Jørgen har også et bud: “Det aktivitetsniveau, I fortæller om, kan jeg ikke klare. Mon ikke det har noget med alder at gøre? I var jo unge, da I var her.”

“Men vi havde børnene hjemme,” siger Jens. “Og der er nok noget her, der ikke var så godt. En af mine drenge sagde engang, da mor fortalte ham, at de skulle hente mig ved flyveren: ‘Har far da været væk?'”

“I dag kunne vi ikke være så meget væk fra børnene. Det ser man anderledes på nu, og det er nok meget godt,” mener Villy.

Jørgen tilføjer: “Det er nok i det hele taget anderledes at være missionær i dag, end da I var her på øen.”

“Helt sikkert. Men Gud har været nådig. Jeg husker ikke et eneste møde, som jeg ikke var glad for, når jeg kørte hjem,” slutter Jens.