31. oktober 2015

Reportage fra lederkursus 2015

Mere end 50 ledere var lørdag samlet i Aakirkeby, hvor børneafdelingerne fra Indre Mission, Luthersk Mission og Evangelisk Luthersk Mission arrangerede lederkursus for ledere i børne- og juniorklubber.

De mange frivillige ledere blev præsenteret for et varieret program. Først blev de hvirvlet ind i et totalteater, der med et bragte dem præcist 498 år tilbage i tiden, til den dag Martin Luther slog sine 95 teser op på kirkedøren i Wittenberg, og dermed indledte den reformation, der 19 år senere væltede hen over Danmark.

I løbet af dagen kunne lederne vælge sig ind på mange forskellige kurser. Der var mulighed for at lære mere om at være leder for socialt belastede børn, og om 37 forskellige familieformer, som man møder i Danmark i dag.

I det kreative hjørne kunne lederne stifte bekendtskab med nogle nye børnesange, som blev præsenteret af Simon Bartoldy, der er nyansat børnemusikkonsulent i Luthersk Mission. Viola Mellemstrand, fra Den lille Viol i Hasle kiggede også forbi og fremviste en helt serie af forslag til små og store kreative projekter, som på en gang er umådelig flotte, men samtidig så absolut indenfor hvad børn formår at arbejde med. Ja selv lederne burde kunne finde ud af det, som én konstaterede med et smil.

Et af de vigtige formål med det tværmissionske lederkursus er at give lederne mulighed for at udveksle erfaringer på tværs af de organisatoriske skel. Derfor var der lagt nogle gode lange pauser ind i programmet, så der var tid til samtale. Mange valgte også at bruge pauserne i ressourcesalen, hvor lokale klubber fremviste nogle af de ideer, de selv har arbejdet med i den senere tid, ligesom man kunne købe bøger og musik.

I dagens anledning havde Jeanette Due Andersen kreeret en lagkage med Luther som tema.  Alt var således Luther lagkage, og det er nogle glade - og mætte - ledere, der er klar til at servere nye ideer for deltagerne i de mange børne- og juniorklubber rundt om på Bornholm